2674Zarine et Sørgespil i Fem Optog af Hr. Johan Nordahl Brun, Kiøbenhavn 1772, stor 83 S. 8.

Zarine saae vi i Aften (vi kan ei dølge det,) ei allene med mindre Fornøielse end vi ere vandte til, men endog med virkelig Misfornøielse; thi naar vi undtage Mad. Knudsen, som altid er sig lig, som altid viser sig en habil og opmærksom Aktrise, blev dette smukke Stykke for det meste mishandlet. Hr. Rose spilte hverken Stryanges Role som han burde eller som han pleiede; han var opblæst nok, sparkede naar han gik, svøbte sig i sin Kappe, satte Armen i Siden, deklamerte ligesaa heftig i første Akt, som i sidste, kort, spilte kuns middelmaadig; det eneste som han giorde got, var da han var falden, den konvulsiviske Strækning han da giorde, var ypperlig og uforbederlig; men dette var ogsaa alt hvad vi kan rose. Aarsagen hvorfor han i Aften ei gav Stryanges Role saa got som han pleier ved vi ei, maaskee han vilde forandre sit Spil, eller rettere, ei spille sin Role denne Gang som de andre, er det Aarsagen, da er den ugyldig, en Skuespiller maa gierne forandre sit Spil, men ei derved fordærve det, og overalt kan en tragisk Akteur mindre og sieldnere forandre det end en komisk, men hvorom alting er, maa Skuespilleren dog aldrig forandre Karakteren, thi den bør han studere, og om han spilte end og den samme Role hundrede Gange, maa han ei forandre den; thi et er at forandre Spillet, og et at forandre Karakteren; om Hr. Rose ei i Aften forestilte snarere en opblæst og stolt Tyrran, (og det hele Veien,) end Stryange, og altsaa forandrede (*) sin Karakteer, maa de dømme som saae Hr. R.[Rose] i Aften, og have studeret Stryanges Karakter. Zarines Role blev endnu slettere givet af Jomfru Bøtger, hun skreg i Steden for at deklamere, ingen Scene blev eller kunde blive slettere givet end den siette Scene i femte Akt; thi man hørte næsten et gemeent Klammerie. Vel sandt, Digteren har her hverken sadt Personerne eller Tilskuerne i den behageligste Situation; men det undskylder ingenlunde Skuespillerne; hvad os angaaer, da forekom os Hr. Roses og Jomfrue Bøtgers Aktion saadan, at den ved sin Uædelhed (f. Ex. at bevæge Hovedet frem og tilbage,) først ærgrede os, men siden opvækte Latter hos os! Hr. Hortulan havde dog endelig lært sin Role i Aften, og kunde han den samme som en Helt. Jomfru Halle var som sædvanlig og kold naar hun ei hulkede, det er at sige, naar hun ei græd.

Vore Læsere seer altsaa let, at vor Fornøielse ei har været ret stor, vi maa tilstaae det, men ikke destomindre vare vi ei ganske uden Fornøielse i Aften-, Situationerne i Zarine vil altid gefalde, og Retheas Role fornøiede lige saa meget som den pleier, men dog synes os at Hr. Rose fordærvede de beste Situationer. — Dog vi ere kiede af længere at opholde os ved Aktionen, havde den i Almindelighed været bedre end den var, skulde vi og blive vidtløftigere.

Klædedragten betyder ei meget; efter Kostumet ere de ei, og det kunde man ei heller vente sig, dog er der endda noget i Retheas og Nitokres Hovedtøi, som er rigtigt; Stryanges og Loranos Dragter ere de sædvanlige, kuns Fiskebeensskiørterne ere aflagte. Vilde man dog engang blive noget omhyggelige med Dragterne til Stykker, som ere tagne af den gamle Historie I men saalænge man i denne Post ogsaa vil blive i Slendrianen, er det ubilligt at forlange af Digteren at han skulde rette sig efter Kostumet. Man sige ei at det er en ligegyldig Post med Kostumet, Grunden til vor Fordring ligger i Naturen selv, klæder man en Romer i grædsk Dragt, en Perser i romansk o. s. v. forestiller de ei hvad de skal, Illusionen forstyrres ganske, Tilskueren bliver bedragen, eller rettere, seer at han skal bedrages, og ærgre sig. Hadere af Kostumet skylde i Almindelighed Skylden paa vor Publikum, om hvis Indsigt og Smag de tvivle, de paa-staae, at et Drame, naar det er paaklædt som det bør, vil ei behage, men tvertimod mishage; maaskee denne Undskyldning har nogen Grund, maaskee det er sandt, at iblant det Publikum som besøger Skuepladsen, ei ere Kiendere, vi troe det gierne, men Spørsmaalet bliver da, om de ei kunne vænnes til Kostumet, vi troe at blot Dragternes Usædvanlighed vilde gefalde, og inden kort Tid blive fordret. Et par Poster troe vi, (dersom vi skulde engang faae denne lykkelige Periode,) burde iagttages, det er fornemmelig, at alle Personer ere klædte rigtige, eller forlange vi slet ingen, thi at nogle Personer ere rigtig iklædte og efter Antiqviteten, men andre ganske moderniserede er utaalelig, thi dette støder ei Kundskaben i Historien, men sund Fornuft; en Post endnu ønskede vi at blev overveiet, og denne er, at visse Dele i Dragterne, tagne af den gamle Historie, som havde for vor Nation meget latterligt i sig kunde forandres eller bortlades. Vi have her giort et Udløb, som vi bede maa tilgives. Sagen i sig selv troe vi er af Vigtighed, og paa ingen Theater kan den behandles mere skiødesløs, end paa vores; — vi holde op med disse Tanker, som maaskee aldrig blive iværksatte. — Vi overlade Sagen til Directeuren, en Mand som bør være i Stand selv at dømme om denne Sag. — Et endnu kunde dog vel for Fornuftens Æres Skyld iagttages, og det er at Stryange og Lorno ei ere saa pudrede, og kunde de gierne lade Haaret sidde uordentlig, thi saa pyntet holder vel ingen Feltslag. Dog vi maatte blive uendelige, dersom vi skulde sige alt i denne Sag. —

(*) Ved at forandre, forstaaes ei det her, som der ellers forstaaes ved Varier le Jeu, thi det betyder i en og samme Role at forandre Spillet, og alt efter Situationerne, og følgelig forskiellige Affekter og andet, — dette paaligger endelig en Akteur, see Garrick ou les Acteurs Anglois — — a Paris 1761, 8. de la Varieté — og andre.

1756Mændenes Skole, Komedie i fem Akter, oversadt efter Hr. Molieres l'Ecole des Maris. 1 Tom.

Om Mændenes Skole have vi før givet vore Tanker, (see derom Journ. No. 34.) og om Forestillingen vil vi kun anmærke, at Jomfru Fogh havde Leonores Role, (som Mad. Knudsen spildte sidst;) det som vi saa ofte har indskierpet, nemlig Theaterspillet, og at opfylde Scenen, har Jomfru Fogh uden Tvivl misforstaaet i det ringeste udgiorde hun det stumme Spil med Lisette, (i 1 Akt 2 Sc.) i Steden for at høre hvad Sganarell sagde, og det skal hun jo, naar hun skal svare ham? - Det tomme i Scenen maa opfyldes, man vogte sig kuns for at ei man indbilder sig at Scenen bør opfyldes, naar den virkelig ei er tom, og fast maa man heller ingen Theaterspil bruge, end bruge et forkert. Hr. Hansen var som sidst, og spilte han ei en Smule bedre end sidst; — næsten forgik Taalmodigheden os i Aften, og han maa søge igien at blive taalelig, den beste Maade han kan erlange det paa, er at han sparer sine Gestus og reent undlader dem, søger at tale mindre tvungen; uden Tvivl sætter han en Fortieneste i at legge Vægten paa visse Ord, men han giør med dette sig kuns ubehageligere, især da han ofte tager Feil i dette; han maae vænne sig til at træffe den rette Diskourstone, eller rettere Kammertonen; thi i den Art Roller som han spiller, maa Akteuren ei deklamere, men nok recitere, og vi sætte, at han endog deklamerede ret, traf de Ord og Meeninger ret han skulde forstærke Stemmen, saa bliver han dog ubehagelig, naar han overgaaer Kammertonen, og naar Stemmen skal stige og falde, maa det alt skee i Forhold til hele Ricitationen. Hr. H.[Hansen] behøver høiligen Irettesættelser og han fortiener dem og, dersom han kuns baade vilde og kunde iagttage dem, og med Fornuft og Smag overveie dem. Mere vil vi ei tale om Aktionen, kuns vi erindre, at Maskinen med Vinduet paa var i Stand i Aften; — hvorfor Hr. Clementin som var Sganarell, var iklædt i Kappedragt, veed vi ei, da alle Dragterne vare moderniserte?

2721Deukalion og Pyrrha, Komedie i En Akt, oversat efter St. Foixes Original.

Ved faa Stykkers Forestilling kan vi sige det som vi kan sige med Sandhed om dette, og det er at Aktionens Fuldkommenhed tiltog ved hver Forestilling; Hr. Musted gav sig en stor Umage i Aften, dette stramme og spændte i Vændingerne og Bevægelserne med Armene, som saa meget han de forrige Gange giorde sig Umage for at aflegge, overvandt han meget bedre i Aften, og Mad. Knudsen udsmykkede sit Spil endnu mere end sidst, (f. Ex. det Træk med Blomsten,) kort Aktionen var i Aften ypperlig, og hænder det os sielden, at vi skrive en Kritik med saa stor Fornøielse som denne. —

2448 Troe ingen for vel, Komedie i Fem Akter, oversadt efter Hr. Brandes's Trau, Schau, Wem! Braunswig 1769. 8.

Dette Stykke, som slutter Skuepladsen indtil videre, have vi i det forrige Nummer bedømmet, og (troe vi,) sagt saa meget om det som vi efter vor Hensigt havde burdet. Med Aktionen var vi i Aften meget fornøiede hos de fleste, Hr. Ørsteds Talenter til Pips Role ere saa vidt vi skiønne ustridige, og anbragte han dem ganske ypperlig kuns forunderligt at han altid skal chargere, f. Ex. de Ord: »Jeg maa have mine Penge,« trak han saa forunderlig og ubehagelig paa, at det, uagtet det den første Gang behagede, blev siden væmmeligt; Grunden til at han trækker disse Ord saaledes, kan vi lige saa lidt udfinde, som Grunden til at han chargerer, men det er ei heller vor Sag; men meener han at det er en Skiønhed, saa have vi ei kundet andet end betage ham denne falske Tanker. Hr. Musteds Spil fortiener og vores og enhvers Ros, hvad kunde Stukelis Role i Beverley ei vinde naar han spilte den! — Hr. Rose spilte for det meste got, kuns denne Sparken*) (i 1 Akt 4 Sc.) kunde vi ei lide, og som da han faldt (i 1 Akt 10 Sc.) sin Fader om Halsen, saae vi for meget affekteret i hans Stilling. — Jomfru Bøtger spilte kuns saa saa. Om de øvrige behøve vi ei at sige andet, end det vi før have sagt.

*) Hvorfor skal Dormin just have Støvler paa?

4649Biergbøndernes Bortreise og Hiemkomst, en lystig Ballet, componeret af Hr. Piattoli.

Af alle de Balletter som Hr. P.[Piattoli] have componeret til vor Theater, er ingen i vore Tanker saa maadelig, som denne; vi vil ei engang tale om Kompositionen selv, (thi den er næsten i alle Henseender, naar man endog betragter som en lystig Ballet, under Kritiken,) men endog Invetionen af Dandsen er rhapsodisk; men alt dette uagtet, seer man den ei uden Fornøielse, da den bliver for det meste ypperlig udført, thi Hr. Piattolis og Hr. Ronzis Dands fortiener efter vor Skiønsomhed alt det Biefald den faaer. — Madame Adrianis Dands fornøiede os just ei saa synderlig som hendes Pantominer. — Dog det er kuns nogle vi tør sige dette til, thi hvilken Sværm af fine Kiendere, som holde et smukt Ansigt for den væsentligste Egenskab hos en habil Dandserinde, ville vi ei faae paa Halsen? — Jomfru Knudsen den ældre, har i Førstningen dandset en Solo, og dandset den meget vel, men siden har hun afløset Madame Piattoli, og her behagede hun ogsaa. — For ei ved en fatal Erindring om Hr. Soelbergs og Jomfru Riccis Adfærd, at ærgre vore Læsere og os selv, gaae vi dem ganske forbie, som Folk der ingen Art af Kritik kan taale, uden een som skulde være deres Dands liig, — og hvilken plump Anseende vilde den ei faae? —

Med dette Blad sluttes endelig et Arbeide, som vi have paataget os, fordi vi troede at det kunde være nyttigt, og som imod al vor Formodning har sadt saa mærkværdig en Tidspunct i vor Theaters Historie. Hvor vidt vi have for vor Deel fyldesgiort vor Øiemeed, maa Publikum dømme, og har længe været i Stand til at dømme, ja endeel af allerede dømt; Forfatterne af den kritiske Journal, af Efterretningerne om nye Bøger siden Trykkefriheden, og Forfatteren af de kritiske Tanker har over vor Arbeide fældet saa fordeelagtige Domme, at vi maatte besidde en meget utilladelig Egenkierlighed, om vi vilde troe om os at vi have fortient den; — nei vi troe at vi anseer dem med de rette Øine, naar vi aliene holde dem for Opmuntringer, som de lærde Forfattere meente at de skylde et Arbeide, der havde saa nyttig en Hensigt som vor, og var med saa mange Besværligheder underkastet, og som var, dobbelt nødvendige paa en Tid, da alt hvad Dumhed og Frekhed med Fremfusenhed og Partiskhed kunde formaae, syntes at true vor Arbeide med Undergang, en Undergang som de omtalte Dommere uden Tvivl holdte for at være skadeligere for Theatret end os selv; — hvad os selv er angaaende, da, (vi maa tilstaae det,) kunde vi med de Domme ei være aldeles tilfredsstillede, dersom en eneste af Publikum havde beskyldet os for nogle af de Feil, som Hr. Borgemester Bredal, Hr. Rose og Hr. Bech har tillagt os, og dersom nogle af disse have beviist os det mindste over, som de har tildigtet os, men da dette ei er skeet, da de mældte Antagonister ei har engang søgt for Publikum at rettfærdiggiøre deres Udsigende, men ladet det blive ved Beskyldninger, som enhver fortørnet og indbildsk Dosmer kan giøre, da ingen af Publikum og især den Deel af det, som daglig med os har bivaanet Skuepladsen, og været øiensynlige Vidner til Skuespillernes Opførsel, har erindret noget imod vore Domme, som dog stod i enhvers Magt, saa troe vi os at have Ret til at foragte de bekiendte Beskyld og at være fornøiede. — Det er paa denne Grund vi have fortsat Journalen, uden at vi engang havde lovet det, da dens Vedblivelse var sammenbundet med megen Møie, og det som var det værste, med mange Chichaner. — Dog vi vil ei tale mere herom.

Hensigten af vore Journaler, troe vi, sees af deres Indretning, vi have nemlig søgt med Vægtskaalen i Haanden at afveie Forfatternes og Skuespillernes Fortienester for hver Aften, og da de Sidstes Opførsel som oftest beroe paa Direkteuren, er det naturligt at vi ogsaa maatte tale om ham, vore Domme have vi søgt at giøre saa overensstemmende med vor Hensigt, som muligt, vi har nemlig holdt det for vor Pligt, ved at bedømme dem, tillige at rette dem; at vi undertiden og ofte have mod vor Villie brugt temmelige skarpe Udtryk, haabe vi, at man tilgiver os, da de Personer som de ere brugte om, maatte have dem saadanne; — vi veed heel vel at det er tillagt os som en Feil, den er sagt os offentlig af den kritiske Journal, og vi troede os pligtige at tale om dette, som er erindret af én Recensent, som saa meget har bidraget til en god Smags Udbredelse som denne; og holde vi for, at den søvnige, den dovne, den trodsige og den uvidende Skuespiller bør revses lige saa stærk som en Forfatter; maaskee vi nu og da ei har været forsigtige nok; men hvad skal vi giøre. naar en Skuespiller, som kuns mangler Flid og Agtsomhed, med Forsæt er skiødesløs? naar han ei kan sin Role? naar han efter Erindringer endda bliver værre, og øiensynlig trodser mod Sandheden? kan da en Recensent ei undskyldes, naar han revser stærk og haardt? er han ei undskyldt, at han siger Sandheden i umilde Udtryk? naar han seer sine Erindringer foragtede, forkastede, blot fordi de ere hans? har han da ei Ret til at bruge Kritikens Svøbe mod den som offentlig erklærer, at han uden gyldig Aarsag foragter Kritiken? vi meene jo 1 men aldrig maae den forleede Konstdommeren til Partiskhed, som bør ei fortie hans Roes, naar han og allermest har fornærmet ham? — og hvem har mere, (man tilgive os, et maaskee undværligt Forsvar,) fornærmet os end Hr. Rose? og er han ei i de varmeste Udtryk bleven roest, efter hans Forurettelser mod os, naar han haver fortient det? er Hr. Bech (som ved sit utvungne Svar til os, ei har skadet vor, men sin egen Ære,) ei for sin Aktion i Hr. Bredals Dram. Journ. bleven rost? — Hr. Borgemesteren vil vi ei tale om, han har ingen Tid saaledes maget det, at vi med god Samvittighed har kundet rose ham. — Dog vi tale ei mere om os selv. — At vor Journal ei har havt sin fulde Virkning, er Direkteurens og Personernes Skyld; dog have de dog ei alle foragtet Sandheden. Jfr. Halle har nu og da rettet sig, Hr. Musted, har nogen Tid ogsaa lagt Mærke til vore Domme; Mad. Knudsen kan vi og i denne Henseende love; men den største Fyldestgiørelse for os, er at den største Skuespiller blant os, og blant de største i sit Slags, (vore Læsere giette vel, at det er Hr. Clementin,) har giort os den Ære at læse os og at rette sig efter dem; — de andre, — de vil maaskee siden læse os, og ei foragte os. —

Vi nedlegge nu vor Pen, om vi til Theatret vil tage den fat igien, vil komme and paa en nye Direktion, (thi bliver den ei bedre, er al Kritik næsten unyttig,) og paa et tilstrækkeligt Antal af Subscribentere, som siden skal blive bekientgiort, og dette love vi vore Læsere forud, at dersom vi blive ved, vilde vi blive vitløftigere over Aktionen, som er Hovedgienstanden af vor Arbeide. —