2453Tronfølgen i Sidon, (sluttet).

Klædedragterne lastede vi af den Aarsag, at de ei vare efter Costumet. — Denne Sætning og, at Dragterne burde have været rigtige, kan og har Hr. B.[Bredal] ei kuldkastet, thi det usle Beviis, som Akteuren (Side 27.) anfører, at det nemlig »var en slem Sag, om alle Ting skulde saa nøie undersøges«, og at »man da ikke maatte spille en romersk eller græsk Tragedie i Silkeklæder«, m. m., undskylder slet ei Dragterne i Tronfølgen, og det var vist ingen slem Sag, at Dragterne i de Tragedier af den romerske og græske Historie ei vare af Silke. — Hr. B.[Bredal] har i denne Post ei andet at beklage sig over, end at vi have sagt, at Dragterne vare nye; dette tilstaae vi at være usandt, og afbede vi og vore Læsere denne Urigtighed, som grunder sig paa Personers Efterretninger, som burde og kunde vide om Klæderne ere giort nye eller ei, og paa et almindelig Rygte. — I denne Strid imellem den første Akteur og Hr. Journal om Dragterne lader Hr. B.[Bredal] Akteuren spørge: »Hvordan Dragterne skulde være?« — vi som havde alt forudseet dette Spørsmaal, havde af denne Aarsag sagt, hvordan Abd. burde være klædt, nemlig som Gartneren i Sidon paa Hof-Theatret, et Theater, som i Henseende til Klædedragterne er saa fuldkomment. — Dette har Hr. B.[Bredal] ei enten seet, eller vildet see, men i det Sted lagt os Ord i Munden, som vi ei have sagt; — men ikke desto mindre er det underligt, at den gode Borgemester[Bredal] søger at giøre det latterligt, som Hr. Journalen siger, at nemlig Klæderne »maa ei ligne noget af de nu brugelige, men en Blanding af noget græsk, romersk, og gothisk.« — Fast alle Konstdommere, som har skrevet om Theaterkonsten og de theatralske Dekorationer ere enige deri, at man i at opfinde Dragter bør studere de Tiders Historie, af hvilken Dramet er tagen, og naar Historien ei giver Lys nok, bør man selv giøre sig et Begreb om Dragterne; det vilde altsaa ei engang blive saa urimeligt at sammenblande adskillige af de gamle Dragters Invention, og deraf udgiøre en, som at klæde Abd. paa Fransk; — dog dette har man ei engang i dette Stykke nødigt, da Historien fuldkommen siger os, hvordan den burde være. — At Dragterne ere for kostbare, og stred mod Sandsynligheden, har vi og paastaaet og beviist med Abdilonnimi, som taler om Armod, og dog er meget glimrende klædt; dette igiendrives ei, men besvares allene (Side 29.) af Aktrisen, at de vare, som de burde, »enfoldige, tarvelige, og uden Pragt«. — Dette siger Hr. B.[Bredal] uden at beviise det; — dog det er nu hans Maade. — Enhver, som har seet Dragterne, og vil holde dem sammen med Historien og Personernes Karakter, seer let, at de ere ei, som de bør, ei enfoldige, ei tarvelige, (kan nok være at de har ei kostet saa meget, som de prale til), men alt for kostbare i Henseende til det Begreb man bør giøre sig om en Gartner-Familie. —

Nu kommer Borgemesteren[Bredal] til Aktionen, og her lader det, som han er vred for Alvor. — At Hr. Musted ei er skikket til de tragiske Roller har vi paastaaet, vi har søgt at bevise det med Mangler, som vi have troet at finde hos ham og disse ere: At han manglede Ansigtet, Deklamation og den naturlige Aktion. — Hr. B.[Bredal] har ei giort andet, end virkelig tilstaaet, at denne vor Dom over Hr. M.[Musted] var rigtig, han modsiger den ei uden med en Compliment, (Side 36.) som .han siger til Hr. Journalen, at »han nemlig har havt den Ære at behage Parterret«, o. s. v. og at naar han giorde sin Ret« — — —cætera qvis nescit? Horatius. — Hr. B.[Bredal] har ei af Naturen og af en sund Theorie i Skuespilkonsten, grundet paa Naturen, beviist, at Hr. M.[Musted] Aktion var smidig, og ei var maskinagtig, han har ei heller gotgiort, at Hr. M.[Musted] har naturlige Talenter til Tragedien, men derimod lader han ham beraabe sig paa det skiønsomme Parterre, — og taler om Hr. Journals ynkværdige Ansigt, et Indfald, som var ganske vittig, naar at vor Mening om en Akteurs Ansigt i sig selv var latterlig, thi at Hr. B.[Bredal] er i Skuespilkonsten saa uvidende, at han ei veed, at en god Skuespiller bør have Ansigtet i sin Magt, kan vi ei til, og kunde han gierne have sparet den anden Aktrises Replike, (Side 34), at Hr. Journal »kan lade være at gloe paa dem, naar deres Ansigt ei er god nok.« — Hvad Syngestemmen angaaer, da have vi roest den — og med Rette; — at vi havde brugt det Udtryk, at dens største Feil var, at den hørte en dansk til, er vel ei saa formasteligt, da Nationens Karakter er at foredrage Fremmed for deres egne. — Den Compliment, som vi giorde Hr. M.[Musted] have vi giort med Villie, og vi troe, at han fortiente den, i det ringeste burde Hr. B.[Bredal] ei ladet ham ærgre sig over, at han ingen god tragisk Akteur af os blev erkiendt, hvilket han dog aldrig er, eller bliver, om ei af anden Aarsag, saa den, som Hr. B.[Bredal] har ladet ham sige, (Side 39), at »han nemlig har ladet sig bruge til Roler, som ingen anden har Lyst til«. — Sandelig der skal store Talenter til at blive en god Akteur, naar han bruges til alle Roler, og vi troe, at Hr. M.[Musted] havde blevet bedre, naar han ei havde givet sig af med for mange Roler. —

Den Dom vi have fældet over Madame Knudsens Aktion lader det, som Hr. B.[Bredal] er temmelig fornøiet med, i det ringeste lader han den ei modsiges meget, thi den anden Aktrises Vittighed, (og hendes Vittighed bestaaer meest i de gemeneste Talemaader), at »hun gad nok see en theatralsk Catechismus af en dramatisk Journalist, og en Journal, som Fiskal over Aktrisernes Dyder;« — denne fattige Vittighed, sige vi, vil neppe sige ret meget. — Ligesaa lidt betyder vel den Replike, som hun (Side 42) giver Hr. Journal om den Mangel vi have udsat paa hende, at hun nemlig ei havde Ansigtet. — Denne Post lader det, som Hr. B.[Bredal] ei fordrer til en god og fuldkommen Skuespiller, og den er dog virkelig nødvendig; thi en Skuespiller bør, naar han er fuldkommen, paa alle muelige Maader entrere i sin Karakter, og udtrykke Affekterne, og da ingen tvivler paa, at jo disse udtrykkes naturlig Viis, jo mere de stiger, i Ansigtet, saa er det vel og unægteligt, at Ansigtet er en nødvendig Egenskab, som en Skuespiller i sær i Tragedien bør have, ja! man har Exempler paa, at en ung Skuespiller paa det parisiske Theater, som giorde sin Prøve i Racines Mitridates, aliene af den Aarsag mislingede, fordi ham fattedes Ansigtet. — Dog dette er saa bekiendt en Sandhed og Egenskab, som ei aliene alle Konstdommere med en Mund, men endog Naturen udfordrer, at det er en Skam for en, som vil give sig af med Theatret, at være uvidende om den, men en — hvordan skal man kalde det — at giøre den ved Ordspil latterlig. — Dersom vi ei havde, da vi talte om Hr. Musted, forklaret hvad vi forstode ved dette Udtryk, kunde det endda undskyldes hos Hr. B.[Bredal], men nu maa man ansee det for en af Hr. Borgemesterens[Bredal] Mestertræk. — Hvad Madame Knudsen angaaer, da har hun vel neppe det fordeelagtigste Ansigt til at udtrykke alle Affekter meget levende og stærkt, skiønt det i visse Roller siger meget, og de Forandringer, som det modtager, skeer naturlig, uden at tvinge Musklerne, eller at giøre Grimaser. — Den Modsigelse, som Hr. B.[Bredal] vil paadigte os at have begaaet, naar vi sige, at hendes Stemme er temmelig god, at hendes Sang er god og hendes Syngestemme ei af Naturen den behageligste; denne Modsigelse indseer vel vore Læsere ei at være til uden i Hr. B.[Bredal] Hierne; thi at en og den samme Person kan synge got, uden at have en behagelig naturlig Stemme, er vist ei umueligt, og altsaa ei modsigende, men lige saa rimeligt, som en der af Naturen har ei de beste Talenter til andre Konster, kan lære dem, og begge kan faae den ved at studere med Flid og Smag, saaledes kan Madame K.[Knudsen] Sang være, og er virkelig god, da hun synger musikalsk, og naar Naturen havde givet hende en bedre Syngestemme, var hendes Sang fuldkomnere, end den er, dog kommer det os for, som den har forbedret sig meget; — ei heller modsige vi os selv, naar vi sige, at hendes Stemme er fortreffelig her, thi Stemmen kan ei betyde andet, end Recitationen; desuden er dette Ord særskilt fra Syngestemmen, — men lidt Haarkløverie maa man ei tage en fortørnet Autor ilde op, som ei veed hvad han skal sige. — Vores Tanker om Jomfru Halles Aktion ere ei heller igiendrevne, men de tre sidste Anmærkninger om, »at hun vidste sin Rolle, og at hun ei loe høit«, ere af den anden Aktrise (Side 53.) tilstaaede, og hun, eller rettere Hr. B.[Bredal] paa hendes Vegne, lover at hun vil rette sig efter dem; — det er os kiert, og har været vor Journals fornemste Maal at sige vore Tanker, fordi de skulde blive erindrede, og naar de bleve fundne rigtige, da iagttagede, enten det nu skede for at blive berømt af os, eller ei. Det var vel ei heller af Veien, om Hr. B.[Bredal] som Direkteuren ved Comedien og alle Skuespillerne læste vore Erindringer, thi det skulde dog være heel besynderlig, om der iblant dem alle ei skulde være nogle sande, og hvorfor kunde og burde da disse ei iagttages? — ellers er det os i Sandhed meget ligegyldig for hvis Skyld Feilene blive rettede, naar de kuns blive det, dog troe vi, at deres egen Ære burde være den største Drivefiæder. — At hun lod Scenen uopfyldt, og svarede mere efter Soufleuren, end efter den hun taler med, da hun lader Øinene løbe om paa Parterret og Logerne, er ei nægtet af Hr. B.[Bredal], og dog tør han paastaae, at vor Dom er partisk; — men hvad tør denne kiekke Mand ei paastaae! — Det eneste, som Hr. B.[Bredal] troer at finde modsigeligt, er den Anmærkning vi giorde om hendes unaturlige Bevægelser med Armene, og hendes urimelige Hævelse med den høire Hæl, men det gaaer i dette, som med alt det andet, han har søgt at giøre det latterligt, som i sig selv ei er det-, thi at hæve altid den høire Hæl, og at hvile paa Tæerne, er en unaturlig Stilling, og bør altsaa ei bruges, Armenes Bevægelse, skiønt vi tilstaae ei heller at være saa betydelig en Post, bør og være naturlig, i det mindste er det neppe urimeligt at paastaae. —

De Aarsager, som vi have sagt, har fordærvet Jomfru Halle, er uden Tvivl baade rigtige og vigtige, og bliver ei heller igiendrevne. — Hvad Parterret angaaer, da er det uden Tvivl sandt, at dets Bifald i Almindelighed, som oftest kommer paa sit urette Sted, og troe vi gierne og vist, at det for en stor Deel har været Aarsag i Jomfru Hal1es Skiødesløshed; thi vi erindre i forige Vinter, at hun reent er gaaet fra Replikerne, og at hun har stammet i nogle, og dog paa det heftigste bifaldet; — vi have altid været af den Tanke, at slig en utidig Kladsken mere fordærver end forbedrer, i det ringeste føder den som oftest mere Skiødesløshed, end Paapassenhed; dette er i sig selv ganske naturligt, og har sin Grund i den menneskelige Skrøbelighed, som gierne forledes til Skiødesløshed og Uagtsomhed; thi hvad skal bevæge en skiødesløs Skuespiller til Agtsomhed, naar han altid uden Valg og Smag bliver bifaldet? — kan det ei forlede de unge Skuespillere til at troe om dem selv, at de ere fuldkomne? — Hvad os angaaer, da har den gode Hr. B.[Bredal] giettet meget galt paa Recensenten, naar han (Side 43.) siger, at Hr. Journal »vil være Oberkladsker«, m. m. — thi Partiehververier (gid Hr. Borgemesteren[Bredal] var saa frie derfor, som vi) have vi altid havt og have Afskye for, og vi troe, at det, næst en ubeqvem Direkteur, er den største og vægtigste Grund til unge Skuespilleres Fordærvelse. — Anførselen have vi ogsaa troet at være Aarsag i Jomfru Halles Fordærvelse, som, hvor meget hun endog har forbedret sig, neppe vil blive andet end en god Pernille, og sandelig, dersom Hr. B.[Bredal] havde været Direkteur den Gang Jomfru H.[Halle] blev antaget, havde han selv paa det ypperligste vildet fordærve hende, dersom han vilde bilde hende ind, at alle de Erindringer, som vi havde giort om hende, vare urigtige og usande. — Men lykkelige, og tre Gange lykkelige unge Skuespillere, som have slig en Direkteur, der kan og vil bibringe dem Indsigter, og som saa høflig foresladdrer dem, at de skal foragte Erindringer! — men hvorfor det? — derfor, at den stakkels dramatiske Recensent ei fandt noget ved Tronfølgen i Sidon. — En vigtig Aarsag! —

Hvad Hr. Irgens angaaer, da er han den eneste, som Hr. Borgemesteren[Bredal] har Aarsag til at være vred paa os for. — Vi tilstaae, at de umilde Udtryk, som vi have brugt om ham, ei burde være sagte; — alt dette tilstaae vi, men sande ere de dog, og vil Hr. B.[Bredal] have, at vi skal reent igienkalde vor Dom over ham, maa han søge, om mueligt, at forbedre ham.

De øvrige Bebreidelser ere sandelig af den Art, at de ei kan besvares uden af en, som besad ligesaa stor Færdighed i Complimenter, som Hr. B.[Bredal], og disse ere følgende Æretitler: partisk, ondskabsfuld og gal, m. fl. Disse Bebreidelser vil vi foragte, thi hvad det onde Hierte er angaaende, eller den Ondskab han tillægger os, seer vel enhver hvorvidt han har Ret, eller ei, og om vores Partiskhed, en Feil, som næst Uvidenhed er den groveste hos en Recensent, maa Læserne og agtsomme Tilskuere dømme; dersom egen Overbeviisning om den strængeste Upartiskhed kunde være Borgen hos andre om vores Retsindighed i denne Post, vare vi fornøiede, men vi ere det endnu, og enhver som vil overbevise os om denne afskyelige Feil, maa med Exempler understøtte sine Beskyldninger enten ved at anføre, at vi har overseet Feilh os nogle, som vi have dadlet hos andre, eller og med noget andet grundigt overbevise os, thi ellers saa falder alle de Beskyldninger, som os giøres, tilbage paa Anklageren. —

Vore Læsere (troe vi) ere nu satte i Stand til at dømme imellem Hr. Borgemester Bredal og os, og tillige at indsee hvorvidt vores Dom om hans Tronfølge er kuldkastet, samt om den fortiente slig en Revselse, som ingen uden Menneskehaderen, Paskvillanten, Dosmeren; kort, Afskummet af Menneskeslægten fortiener. — Hr. Borgemesteren[Bredal] selv kan nu indsee hvorvidt han var berettiget til paa slig en Maade at hevne sig, og dersom hans Paastand aliene havde været (thi vi holde det for en Skam ei at tilstaae en Feil, som er begaaet) at Recensenten ei burde antastet et Stykke saa haardt, som kunde, naar man vilde meget smigre, betragtes som en Oper, (skiønt det er det ei), at det havde aliene været hans Øiemed at sætte sine Personer i Situation at synge, m. m. saa kunde vi have billiget denne hans Paastand, uagtet at deels det er ei nok for en Forfatter, at han sætter Personerne i Situationen, men hvorledes han sætter den, og hvordan han udfører den, deels at det er Feil nok hos et hvert Vittigheds Verk, at det ingen Skiønheder har, uagtet alt dette vilde vi have indrømmet ham, at det var en Feil hos os, at vor Skrivemaade var uhøflig, skiønt denne Skrivemaade, hvor meget den endog af de beste udenlandske Konstdommere er almindelig, endog om de beste Skribentere ei er altid den beste. —

Om Aktionen er disse vore Tanker: Hr. Musted var fuldkommen, som han i alle slige Roller pleier, og vor Dom over ham i første Nummer maa vi igientage. — Madame Knudsen spilte, som hun pleier, og sang bedre, ja! hendes Sang forbedrer hun meget.—Jomfru Halles Aktion var, saavidt vi skiønne, ulige bedre, end ellers, de Feil som vi have sagt om hende, havde hun, Tak skee hende! rettet; hun opfyldte Scenen paa det beste, og, naar vi undtage den første Scene, havde hun den rigtige og naturlige Mine. — Til Exempel er det nok at anføre det ypperlige Theaterspil, og det betydende Ansigt hun giorde, da Hæph. kom ind i Haven. — Men alt dette uagtet troe vi dog ei, at hun har Beqvemhed til de alvorlige Roler; thi det er, i vore Tanker, hende meget vanskelig stedse at underholde Karakteren. — Hendes Sang var lidet falsk, og just ei ganske musikalsk. — For Resten fornøiede hun os meget, og det var os kiert, at hun har forbedret sig, uagtet at Hr. Bredal har i sin dramatiske Journal vildet indbilde hende, at det var en Skam at tage imod vore Erindringer. Hr. Hortulan havde, efter Sædvane, i disse Aftener lagt sin Role hiemme. — Hr. Irgens entreerte virkelig noget i Agt. Ulykke, og i det ringeste tog mere Deel i hans Skiebne, end hans Svigerfader; men desuagtet var der ingen Natur i hans hele Aktion. —

500Den dramatiske Journal, eller Kritik over Tronfølgen i Sidon, et Efterstykke i en Handling af N. K Bredal. Kiøbenh. 1771, 8.

Dersom denne Farce, (og det er det beste Navn den kan faae), paa nogen Maade opfylde Forfatterens Øiemed, som (troe vi) er bekiendt nok, vilde vi ei tale om det, da vi kunde frygte, at Partiskhed vilde styre vor Pen, (thi hvo kan være ganske ligegyldig, naar man er giort latterlig?) men da det, Tak skee Hr. B.[Bredal]! er saaledes skreven, at det hidsigste Menneske, endog maa blive kold, saa vil vi ei tage i Betænkning at fælde denne Dom over det, at det ganske er under Kritikens Værdighed betragtet, som Drame. — Denne Anmærkning ere vi dog nødte til at giøre: Hvor nemlig Hr. B.[Bredal] har tordet vove sig til at lægge Skuespillerne slige Ord i Munden, som de umueligt kan have; — i sær troe vi, at Jomfru Halle (som med de andre forestiller de Personer, som de virkelig ere) ei er ham meget forbundet for de Talemaader, som ingen uden Pøbelen kan bruge, thi en ærekier Aktrise taler ei om de kydske Lemmer, — og om Ørefigen, — men noget skulde hun sige, og Hr. B.[Bredal], da han manglede Grund, griber til Skieldsord og gemene Talemaader, hvori han har en usædvanlig Styrke.

(Resten i næste No.)